Hampton Inn Manhattan Downtown Financial District – En hotel anbefaling!

D. 1 februar 2019, tog jeg endnu en nat på endnu et hotel i Hilton porteføljen. Jeg havde været til et rejseleder event hos EF Explore America i Boston, og det var billigere at flyve hjem fra New York end fra Boston - selv med en enkelt nat på hotel. Og, da jeg savner at bo i New York City tager jeg hver en chance jeg har, for at bruge lidt almindelig afslapnings tid i byen, også selvom det er minus grader og jeg kun har 10-12 timer til rådighed.

Hampton Inn Manhattan/Downtown-Financial District ligger på 32 Pearl Street, et fodboldspark væk fra Staten Island færgen, Wall Street og børsen. Du kan gå til 9/11 Memorial Museum og World Trade Center på cirka 15-20 minutter. Det var en af de koldeste dage på året, da jeg ankom og henover natten faldt temperaturen til -12 grader. Den steg dog til 1 grad, henover lørdagen men pga. beliggenheden føltes det endnu koldere. På spidsen af Manhattan, er du tæt omringet af vand fra Hudson River og East River. Du er i gåafstand til Whitehall St subway station med R, W togene som er praktiske når du skal uptown, eller du kan gå til Wall Street station hvor 2, 3 linjerne kører fra. De er særligt belejlige, hvis du skal mod Brooklyn eller på den vestlige side af Manhattan.

Jeg betalte $103.70 alt inkl., for mit værelse af typen: King bed / Nonsmoking. Priserne stiger kraftigt henover foråret og starten af sommeren, og mange dage er et sted mellem $300-$400 per nat. I vinteren, og sen sommer / efteråret kan du godt finde priser til omkring $200 og under.

Ligesom hotellet, jeg havde boet på tidligere på året, DoubleTree i Chelsea, så tilbyder Hampton Inn de nødvendige services og ikke så forfærdeligt meget mere. I min optik, hvad jeg som minimum vil forvente for en Manhattan overnatning - med mindre jeg booker et vandrehjem. Det er dog ikke en dårlig ting, men heller ikke noget at skrive hjem om.

Værelset var mindre end forventet (og meget mørkt), og udsigten fra vinduet lige ind i muren på en af siderne af hotellet. Ingen grund til at trække gardiner til side, med mindre du gerne vil have din nabo kigger ind til dig (eller du gerne vil kigge ind til naboen, men det er en helt anden sag) Sengen var dejlig behagelig, og TV og kaffemaskine tilstede. Badeværelset havde en OK størrelse, og tilbød også små produkter som, omend dårlig for miljøet er noget jeg værdsætter da jeg som regel kun rejser med min carry-on.

Der er gratis morgenmad (men jeg sov desværre for længe) og en kaffebar i lobbyen så man kan tage en kop med fra morgenstunden af. Du kan også lave kaffe på eget værelse (kender I mig, så ved I det er vigtigt).  Som Hilton Honors medlem, fik jeg en lille velkomsthilsen og gave. Det er altid et dejligt "touch", men ikke garanteret for ikke-medlemmer.

De opbevarede min carry-on efter jeg checkede ud, og jeg tippede selvfølgelig $5 da jeg hentede den igen. Jeg brugte mine ledige timer, til et besøg på det gratis (pay-as-you-wish) nærliggende National Museum of the American Indian. Det var spændende - og varmt! Jeg skulle ikke nyde noget af, at rende rundt i 1 grads varme, der føltes som -5. Puha, det var en barsk vind. Og pointen i det; hvis du rejser til New York og overvejer at bo Downtown Manhattan i vinter perioden. Vær opmærksom på, at det oftest føles meget koldere pga. vandet omkring ø-spidsen. Jeg vil umiddelbart fra vælge downtown, med mindre det er varme måneder, hvor en kølig brise kan være velkommen.

Støt gerne vores arbejde, ved at booke via vores affiliate links, du finder rundt på hjemmesiden eller direkte via dette hotels.com link: www.hotels.com På forhånd tak!!

- - -

Læs flere hotelanmeldelser fra turister og tour guide: Overnatning

Nyd gavn af vores rejseservices: Vores rejse services

Bestil en guided tour med dansktalende, autoriseret tour guide: Sightseeing på dansk